Deltagelsespligt og registrering
Når du er i klinik, har du deltagelsespligt. Det betyder, at du skal være aktivt deltagende i kliniske aktiviteter i gennemsnit 30 timer om ugen. Din mødeplan er tilrettelagt, så den understøtter opnåelsen af de læringsudbytter, der fremgår af semesterbeskrivelsen, baseret på 40 timers studieaktivitet pr. uge. Dette inkluderer 30 timers deltagelse i klinikken og 10 timer til egen forberedelse og efterbearbejdelse.
Kravet om tilstedeværelse indebærer, at fravær – uanset årsag, herunder sygdom – skal kompenseres ved deltagelse i klinisk undervisning på et andet tidspunkt, eksempelvis gennem vagter eller på K3-dage. Undtagelser fra deltagelsespligten gives kun i særlige tilfælde i henhold til UCL’s retningslinjer. Bemærk, at på vores afdeling er 1. maj en fridag, mens 5. juni betragtes som en almindelig arbejdsdag.
Du har selv ansvaret for at få registreret din tilstedeværelse i klinikken. Det er derfor vigtigt, at din tilstedeværelse kan bekræftes af den radiograf, du har fulgt i rummene – især i forbindelse med vagter.
Som led i deltagelsespligten og et konstruktivt samarbejde forventes det, at du møder omklædt og til tiden. Møder du ikke til tiden og ikke har givet besked herom, kan du forvente at blive kontaktet og eventuelt betragtet som fraværende.
Hvis du forlader afdelingen før den planlagte arbejdstid, skal dette aftales med personalet i rummet, og den uddannelsesansvarlige radiograf skal informeres. Er den uddannelsesansvarlige ikke til stede, skal du sende en sms til 30 51 24 99 med, hvad tidspunkt du har forladt afdelingen.
Link til retningslinje for ” Håndtering af mødepligt og fravær i klinisk uddannelsesforløb på Radiografuddannelsen”.
K3-dage
K3-dage planlægges individuelt for at optimere udnyttelsen af alle rum samt tage hensyn til forventet patientflow, helligdage og eventuelle vagter. Der er mulighed for at opsamle K3-dage og afholde dem på et andet tidspunkt efter aftale med den uddannelsesansvarlige. Fravær, der kan planlægges, skal ligeledes aftales med den uddannelsesansvarlige radiograf.